Gravgaver, Ulvens første prosabog, regnes for hans hovedværk og vakte betydelig opmærksomhed da den udkom i 1988. Det er en gravalvorlig tekst, men gennemsyret af en galgenhumor der gør bogen til en danse macabre, en allegorisk fortælling om døden som uden skånsel fører alt menneskeligt i graven.
Gravgaver handler om de “gaver” døden har efterladt os, som løsrevne fragmenter og bidder efter en katastrofe. Bogens sidste sætning er: “Den eksakte dato for katastrofen kendes.”
Som en litterær arkæolog søger Ulven at afdække den fortid vi bogstaveligt talt træder på, og den fortid vi bærer med os. Ligesom man kan sige at nuet nærmest opfattes som en fiktion, for det der sker er i næste øjeblik fortid. Musikken forsvinder f.eks. idet den spilles og den optagelse du hører er musikkens ‘gravgave’ eller ‘genfærd’. Ulvens litterære kirurgi er således nært knyttet til bevidstheden om alle døde og levende ting og væsners forgængelighed, deres udslettelse og undergang.
Undertitlen Fragmentarium spiller på at livet kun kan gribes i sine brudstykker eller fragmenter. Ligesom musikken løber også livet ud i ingenting, og med en omskrivning af Heraklits metafor siger Ulven: “Du stiger ikke ned i den samme kloak to gange.” Intet er identisk med noget andet, livet gentager sig aldrig, men alligevel går det paradoksalt nok i ring.
Den kronologiske tidsopfattelse er brudt sammen og det fortællende subjekt er opløst. Forfatteren bliver ‘et videokamera af ord’, men Ulven nøjes ikke med at beskrive tingenes overflade. Han trænger ind i dem, ind til det der bliver tilbage når alt det ydre er forvitret.
Gravgaver, Ulvens første prosabog, regnes for hans hovedværk og vakte betydelig opmærksomhed da den udkom i 1988. Det er en gravalvorlig tekst, men gennemsyret af en galgenhumor der gør bogen til en danse macabre, en allegorisk fortælling om døden som uden skånsel fører alt menneskeligt i graven.
Gravgaver handler om de “gaver” døden har efterladt os, som løsrevne fragmenter og bidder efter en katastrofe. Bogens sidste sætning er: “Den eksakte dato for katastrofen kendes.”
Som en litterær arkæolog søger Ulven at afdække den fortid vi bogstaveligt talt træder på, og den fortid vi bærer med os. Ligesom man kan sige at nuet nærmest opfattes som en fiktion, for det der sker er i næste øjeblik fortid. Musikken forsvinder f.eks. idet den spilles og den optagelse du hører er musikkens ‘gravgave’ eller ‘genfærd’. Ulvens litterære kirurgi er således nært knyttet til bevidstheden om alle døde og levende ting og væsners forgængelighed, deres udslettelse og undergang.
Undertitlen Fragmentarium spiller på at livet kun kan gribes i sine brudstykker eller fragmenter. Ligesom musikken løber også livet ud i ingenting, og med en omskrivning af Heraklits metafor siger Ulven: “Du stiger ikke ned i den samme kloak to gange.” Intet er identisk med noget andet, livet gentager sig aldrig, men alligevel går det paradoksalt nok i ring.
Den kronologiske tidsopfattelse er brudt sammen og det fortællende subjekt er opløst. Forfatteren bliver ‘et videokamera af ord’, men Ulven nøjes ikke med at beskrive tingenes overflade. Han trænger ind i dem, ind til det der bliver tilbage når alt det ydre er forvitret.